Historier I aldrig fik

 - En aften på mit hotelværelse. Jeg er på vej i seng og pludselig kommer den største edderkop kravlende hen over gulvet. Den var på størrelse med min håndflade og man kunne se hårene på dens ben, ydr. Jeg åbner døren og håber den kravler ud. Det gør den ikke. Jeg overvejer at hente hjælp, men hvad så hvis den er væk når jeg kommer tilbage? Hvor er den så? I min taske? 

Løsningen blev at jeg smed en telefonbog ned over dyret og lod den ligge til rengøringsdamen. Jeg havde en lille smule ondt af hende! 

 - Det er virkelig sjovt at sidde bagpå en motorcykel og ræse afsted. Det eneste minus er at styrthjelme ikke rigtig er noget de gør så meget i. Men sjovt er det. 

 - På øen Siquijor kan der være langt til civilisationen. Jeg skulle betale for en flybillet, den skulle betales kontant og jeg havde ikke helt kontanter nok. Altså måtte jeg hen at hæve. Desværre virkede byens eneste pengeautomat ikke og hvad gør man så? Jeg fandt en sød mand, hoppede op bag på hans motorcykel og så kørte vi til nabobyen for at hæve. Heldigvis virkede deres automat.

 - Det der med at træde på søpindsvin, det skal man afholde sig fra. Jeg taler af bitter erfaring!

 - Indenrigsfly er altid, altid! Minimum en halv time forsinkede. De har endda en standard besked over højtaleren hvor de undskylder og siger at det er ude af personalets hænder! 

 - Busser, fly, både osv. er bygget til asiater. Sæderne er virkelig små og der er absolut ingen benplads.

 - Det er virkelig billigt at spise ude, hvorimod maden i supermarkedet er næsten lige så dyr som i Danmark. Det kan betale sig at købe ind på det lokale marked i stedet for. 

 - Filippinere er virkelig gæstfrie og snakker hele tiden. Også selvom man helst bare vil sidde ligeså  stille. 

 - Gennemsnitslønnen for en ufaglært, en chauffør, rengøringsmand osv. ligger på ca. 7000 pesos om måneden. Svarende til ca. 1000 kr. 

 - Ved indgangen til supermarkeder, butikker, restauranter (selv McDonalds) er der vagter som tjekker din taske igennem. Ved banker er der desuden krav om at man efterlader sine våben udenfor! 

 - I lufthavne skal man igennem security for at komme ind i selve bygningen, igen for at komme ud til gaten og nogen gange inden man skal ud til flyet. De skal virkelig være sikre på at man ikke har noget med. 

Verdens største fisk

Onsdag morgen lykkedes det endelig. Jeg kom ud at svømme med hajer. Vi blev sejlet ud i små både, 7 mand i en båd ikke meget større end en kano, og så var det ellers bare at se sig omkring.

Der var virkelig mange hajer og endnu flere fisk, jeg tror vi så 15-20 hajer på de 30 min. vi var i vandet. Og de var tæt på, virkelig tæt på. Jeg var en anelse panisk i starten, jeg skulle absolut ikke for tæt på og helst også undgå at røre ved fiskene. Det viste sig dog at være en temmelig umulig opgave så jeg måtte finde mig i at ramme en fisk nu og da og komme lidt tættere på hajerne end jeg egentlig havde lyst til.

På et tidspunkt var der hajer på begge sider af mig og pludselig siger guiden 'se under dig'. Der kom en kæmpe haj svømmende lige under mine fødder. Da følte jeg mig godt nok lidt lukket inde, to af hajerne var så tæt på at jeg kunne have rørt ved dem.

Hajerne var omkring 7 meter lange, men i øvrigt ganske fredelige. Når man først lige har vænnet sig til dem er de ret flotte og det er fascinerende at se hvor let de glider gennem vandet. Efterhånden blev jeg mere modig og turde svømme tættere på, men jeg var hele tiden nødt til at have et øje bagud og til siden for at holde øje.

Det var egentlig meningen at jeg skulle være blevet et par dage i Oslob, hvor hajerne er, men det blev jeg ret hurtig enig med mig selv om at jeg ikke gad. Der var ingenting i området ud over hajerne, ikke engang en strand som jeg var begyndt at længes lidt efter. Så jeg besluttede ret hurtigt at jeg, efter svømmeturen, ville tage videre til øen Siquijor. 

Her fandt jeg paradis. Jeg har brugt de sidste par dage på at bade, ligge på stranden, ligge i en hængekøje og bade lidt mere. Det er virkelig et dejligt sted, jeg har min egen hytte som ligger ca. 5 meter fra vandet og bare har den smukkeste udsigt. Jeg har virkelig nydt bare at slappe af, læse, høre musik og ikke skulle forholde mig til noget som helst. 

Udsigt fra terrassen. 

De forsvundne hajer

Mine dage i Legazpi er ved at være ovre. I skrivende stund sidder jeg i lufthavnen, jeg letter om en time. Det har været rart at komme væk fra storbyen og ud hvor der er (lidt) mindre kaotisk. Jeg ankom sidst på eftermiddagen og fandt hurtig hen til mit hostel og var klar til at finde noget aftensmad. Det endte med stegte kartofler serveret i bananblad og stegt kylling, bestemt ikke dårligt. 

Lørdag var det planen at jeg ville til Donsol og svømme med hajer. Jeg fandt rimelig nemt bussen til Donsol og turen gik smertefrit, indtil vi nåede frem. Jeg blev sat af bussen midt i ingenting, i udkanten af byen og anede ikke hvor jeg var. Jeg kunne ikke engang se havet. Heldigvis var der en sød mand med en tricycle som kørte mig hen til stedet man sejler ud fra. Vel ankommet blev jeg udstyret med svømmefødder og snorkel og præsenteret for en instruktionsvideo ang. sikkerhed omkring hajerne. Der gik ikke længe så sejlede vi ud, vi var en lille gruppe på 6, mig og 5 filippinere. 

Vi spejdede og vi ledte og vi søgte, men der var ingen hajer at se. Efter 3 timer sejlede vi ind igen uden at have set så meget som finnen af en haj. Jeg var virkelig skuffet! Vi endte med at snorkle lidt blandt nogen koraller, men i forhold til Great Barrier Reef i Australien var de altså noget skuffende.

Da jeg skulle hjem igen, fandt jeg ud af at den sidste bus var kørt så jeg var nødt til at tage en jeepney. Dem har jeg ellers undgået fordi jeg ikke forstod hvor de kørte, hvordan man kom af og hvornår man skulle betale. Men nu var der altså ingen vej udenom hvis jeg ville tilbage til Legazpi. Det gik nogenlunde smertefrit og jeg blev sat af tæt på mit hostel. Men konceptet med at banke i taget når man vil af, det bliver jeg aldrig god til, vinduerne i jeepneyen sidder nemlig så lavt at man knap kan se hvor man er henne. Så er jeg altså bedre til Aarhusmodellen med stoppesteder og en stopknap. 

Da jeg endelig kom hjem var jeg virkelig træt, det havde været en lang dag. Selvom der kun er 50 km mellem Legazpi og Donsol tager turen mellem 1,5 og 2 timer! 

Om at komme rundt på Filippinerne

Der er mange måder at komme rundt på i Filippinerne. Den hurtigste, og kedeligste, er med fly. En anden måde er med båd, det har jeg stadig til gode. Skal man rundt på landjorden er der mange måder, jeg har prøvet tricycle, jeepney, bus og metro. Jeg ved godt hvad der er min favorit!

Metroen fik jeg prøvet en enkelt gang i Manila, den var overfyldt, varm og larmende. Den droppede jeg hurtigt igen! 

Faktisk undgik jeg al offentlig transport og gik kun, eller kørte med taxa. Indtil jeg kom til Legazpi. Her prøvede jeg for første gang en tricycle (overdækket-knallert-med-sidevogn-taxa) og jeg var solgt. Det var simpelthen så skægt at suse afsted med vind i håret på en festligt pyntet knallert og så er det ret billigt. En tur fra lufthavnen og hen til mit hostel, ca et kvarter koster 7 kr. 

Skal man fra by til by, er busserne en mulighed. Her er der to forskellige slags, langdistance-busser og minibusser. Busser der kører langdistance kører efter en køreplan og afgår typisk 1-2 gange om dagen. Anderledes ser det ud med minibusserne. De kører når de er fyldt og bliver de ikke fyldt op skal man betale ekstra oveni billetprisen. Derfor kan man heller ikke planlægge hvornår man er fremme på destinationen. 

Det mest mærkværdige hernede er dog jeepneys. Oprindelig var det biler som amerikanerne efterlod efter 2. verdenskrig, der blev bygget om til en slags minibusser. Udseendet har stort set ikke ændret sig siden, dog er de i dag pyntet efter alle kunstens regler. Ikke to jeepneys er ens, de er malet i alle regnbuens farver og pyntet med både blomster og religiøse symboler, de ligner mest af alt en slags studentervogne. Jeepneys har ingen køreplan, de kommer når de kommer og man venter bare på den næste. Der er stoppesteder, men i princippet er det muligt at stå på alle steder, man rækker bare armen ud og giver signal til at man skal med. Det samme gør sig gældende når man skal af. Man kan komme af alle steder, man banker bare i taget så stopper chaufføren. Meget mærkeligt! 

Kaos!

Jeg har været i Manila i lidt over et døgn nu og jeg er bestemt ikke glad ved det. Manila er larmende kaotisk og uoverskuelig. Jeg synes jeg har læst et sted at her bor omkring 12 mill. mennesker, hvilket jo er en pæn flok.

Da jeg ankom med flyet troede jeg af vi ville lande i den internationale lufthavn, men af en eller anden grund landede vi i indenrigs terminalen, som ligger ret langt væk fra de andre terminaler og ikke er ret stor. Der stod jeg så, lige landet, træt, varm og sulten og havde ingen anelse om hvordan jeg skulle komme hen til mit hostel. Jeg havde i min optimisme tænkt at jeg kunne tage en bus/metro, men nej. Jeg endte med en taxa, som var eneste mulighed. Det er ikke dyrt at køre taxa hernede, jeg skulle betale ca. 67 kr for at køre 9 km og det var endda med en af de dyre taxaer fandt jeg ud af. Det skal lige tilføjes at den relativt korte tur tog 1,5 time fordi det var myldretid! 

Bilerne kører helt vanvittigt hernede, ind og ud mellem hinanden og kan man ikke lige komme til at skifte vejbane, så lægger man sig bare på tværs. De tager det heller ikke så tungt om det er rødt eller ej, hvis der er nogenlunde fri bane så kører man. 

Da vi endelig kom frem og jeg havde fået vist min seng, var min første tanke at jeg skulle finde noget at spise, jeg havde ikke rigtig fået noget hele dagen. Men jeg turde næsten ikke gå ud, kvarteret jeg bor i er udadtil forholdsvis pænt, men inde bagved er der ret skummelt og lidt slum. Jeg tog dog mod til mig og kom da også levende tilbage.

I dag har jeg gået lidt rundt i området og set at det ikke er så farligt som jeg frygtede, omend det er meget overfyldt og larmende. Jeg føler mig meget hvid, høj og iøjefaldende hernede, det er mærkeligt at være omgivet af mørke mennesker.

I morgen rejser jeg videre til Legazpi og Donsol. Det bliver rart at komme ud af Manila, jeg er ikke sikker på jeg bliver ven med den by. Men hvem ved?

Chinatown

OSøndag var en lidt mærkelig dag, jeg gad ikke rigtig noget da jeg stod op, men fik mig alligevel slæbt ind til centrum. Jeg synes at jeg var nødt til at se rådhuset og parlamentet, når jeg nu var i byen. Efter at have set lidt af centrum, som ikke var noget særligt, begav jeg mig igen mod stranden for at nyde lidt sol og bare have en slap-af-dag. Men jeg blev ikke længe. Efter at være blevet godt og grundig brændt på benene om lørdagen, gjorde det simpelthen for ondt at ligge i solen og der var brandmænd i vandet så der turde jeg heller ikke være. Så jeg tog altså hjem igen og gad stadig ikke noget. Efter at have slappet af et par timer, besluttede jeg mig for at tage til Chinatown. Jeg havde egentlig forventet at der ikke var så mange mennesker en søndag aften så jeg kunne komme til at se lidt af bydelen. Men der tog jeg fejl! Fordi det snart er kinesisk nytår var der et kæmpe marked der strakte sig gennem flere gader og der var proppet med mennesker.

Jeg endte egentlig med at synes det var meget hyggeligt at gå gennem markedet og se på alle de traditionelle ting man kan købe til at fejre nytår. Jeg fik købt nogle småting og smagt på lidt forskellige kinesiske småkager, nødder og gele. Overraskende lækkert taget i betragtning af at det er et folkefærd der spiser kyllingefødder. 

En dag var jeg i et kinesisk supermarked, bare for sjov, for at se hvad de kan byde på. Af kinesiske dagligvarer kan blandt andet nævnes; kyllingefødder, grisehaler, kokosvand og en masse forskellige slags ferske fisk.

P.S. Jeg fik smagt kokosmælk direkte fra en kokosnød i Chínatown. Det kan bestemt ikke anbefales, med mindre man er vild med vand med kokossmag. Puha, det så mere lækkert ud end det var!